At alle vores dage ikke skulle være lige så solbe­skinnet vidunderlige som den dag et par uger før, hvor vi var kørt op til el refugio på vulkanen Gua­gua Pinchincha. For da slet ikke at tale om da vi næste mor­gen stod op efter en frostklar nat i refugiet og nød mor­gen­stundens solfyldte udsigt fra over fire kilometers højde.

Vul­kanerne, der stod på række rundt om os og løftede sig op af disen. Antisana. Cayambe tittende frem bag Rucu Pichincha. Den kegleformede Cotopaxi og den dobbelttindede Ilinizas, som med sine 5126 meter over havets overflade vil få svært ved at holde sine toppe sneklædte. For Jordens klima ændres og i løbet af de næste 30 år vil sneen forsvinde på højder lavere end 5100 meter i Ecuador og Bolivia.

I den tidlige morgenstund vandrede vi de sidste få hundreder meter opad sandede, stenede stier, klatrede op gennem snævre klipperevner og gloede ned i vulkanens enorme hul af et krater, hvorfra svovl­holdige dampe steg til vejrs mindst fem forskellige steder og skød en lugt af skidne æg lige lukt op i hovedet på os. Til sidst stod vi på skift på den ultimative top med en højdemåler, der viste 4794 meter over havets overflade. Og ingen sne.